Emma Kolle Christensen
Essay
Afleveret 31 august 2010
Klassens klovn
Jeg er sprunget af mine barndoms vinger, væk fra min mors rolige stemme og min fars stærke arme, ud i en verden af kaos og bilos. Jeg er lettere frustreret, går som så mange andre med et ønske om at gøre noget vildt, ændre verden eller blot springe ud med faldskærm. Nu er jeg startet på Viby, et godt spring, et stort spring væk fra mit barndomshjem og mine forældres vinger. Jeg er fløjet fra reden med en tur returbillet i hånden, bankende hormoner i kroppen og et snert af ungdoms sved. Jeg er landet her, blandt de velopdragende møgunger. Jeg er vaklende på mit ene ben, stående i flokken og tittende ud over kanten af spænding over hvad morgendagene vil bringe mig, hvilke nye indtryk der vil springe i hovedet på mig, hvis glade smil der skal redde min dag og gøre det hele lidt lettere. Det bedste smil er Cecilies smil, det gør morgnen meget nemmere. Dette er mit liv. Min dannelses rejse.
Hvor end jeg går hen, hører jeg latter, musik og alt muligt andet der giver en fornemmelse af en strålende stemning, en lugt af ung ligger i hjørnerne på gangene, og får det hele til at virke mere virkeligt. Vejen hertil har været mere end blot de 20 minutter i mine forældres blå Berlingo. Det hele kom af et ønske, og et valg jeg tog i 5 klasse, et ønske om at slippe pladsen som: klassens klovn, hende den underlige og den mærkelige pige. Jeg ville væk, væk fra de som ikke kunne se på mig som ligeværdig, selvom de prøvede. Jeg havde en drøm, et ønsket om et år væk, et spændende år med oplevelse, dans, teater, sang og musik. En given mulighed for dagligt at sidde sammen med 103 jævnaldrene unge. Vi danser sammen, sveder sammen, spiller sammen, opdrages - og udvikles sammen. Jeg har længe set frem til et år fyldt med glæder og en slutning fyldt med savn og sorg.
Jeg ser ofte tilbage på mine første år, som menneske og som person. Ikke at jeg kan huske så meget fra dengang, men selve ideen om, at jeg var lille engang, laver en bane for mine tanker, der trække mig tilbage til mine første år som menneske. Mindebøger for mig til endnu engang at rode rundt i min rodede fortid.
Da jeg var spæd, rakte min fantasi ud over alle grænser, verden var et kæmpemæssigt tal af farver, former og fantasifulde feer. Under min seng var der monstre, og månen var lavet af grøn ost. Hver person omkring mig, var som en uåbnede pakker, jeg studerede med mine klare barneøjne. Alt i omegn var fascinerende, og alt der var, var huset på HC Andersens gade, haven omkring og vejen til vuggestuen. Da jeg var lille, var jeg en ukronet prinsesse. Min far var kongen, og min mor var dronningen. I min lille 3 mands familie var jeg husets midtpunkt, her kunne jeg fra min barnetå let udfolde mig, lærer at gå og sige små lyde med min lille mund. Hver gang jeg sagde den mindste kluk, stod mine forældre over mig, og nussede om mig, og fortalte mig, hvor dygtig jeg var. Jeg havde trygge rammer fra dag et, og intet kunne gøre mig fortræd, når jeg lå i min fars stærke arme. Jeg troede blindt på alle holdninger, selv da min far sagde, at han vidste alt i hele verden. Jeg var ikke klar til at tage stilling selv. Selvom jeg dengang knap kunne holde mit hoved oppe, kunne jeg let studere alt der forgik omkring mig. Verdenen voksede om mig, mens jeg selv skiftede tøj og sko størrelser, altid med mine forældre bag mig. De så mig kravle og efterfølgende vælte rundt på mine klodsede ben, ud til havelågen og tilbage igen. Når en moder føder sit barn, føder hun sit hjerte.
Mine forældre gav mig et mirakel, en levende påklædningsdukke som de kaldte Katrine, jeg var nu pludselig storesøster og ikke enevældig på min prinsessepost. Men vi delte godt, vi havde så meget, og fik mere end nødvendigt givet. Midt i alt dette besluttede mine forældre, at rive os væk fra vores nye hjem, væk fra vores venner, gode gamle naboer og vores familie. Vi tog til grønland. Først var jeg ikke glad for det, jeg ville blive ved mine venner og min hverdag. Men jeg tog med, vi tog afsted og jeg tilbragte 3 år deroppe. Min første skoledag og mine første skoleår er der. Illulisat, Jakobshavn. Mine smukkeste barndomsminder er der oppe langt mod nord, deroppe hvor julemanden bor.
Lige så hurtigt som jeg blev trukket væk fra Danmark, blev jeg igen smidt tilbage til Danmark. Jeg startede i 3.a på Åløkkeskolen, et helved udbrød sig de næste par år af min skolegang, jeg faldt aldrig til, hverken i klassen eller klassen ved siden af. Jeg havde ved siden af skolen mit musik, teater og enkelte venner, plus min familie der nu ventede en lille ny. Jeg fik en søster til, en engel. Når jeg kom løbende hjem fra skole, var jeg ofte trist. Mine forældre hjalp og trøstede mig, hver gang den var gal. Igen.
Jeg var identitetssøgende, for jeg ville ikke være som de andre. Jeg var ikke i stand til at følge moden, gøre og sige de rigtige ting, falde for de flotte fyrer, eller noget så enkelt som at bruge make-up. Jeg var bare ikke som de andre. Jeg tegnede og skrev citater i timerne. Først i 7’ende begyndte det at gå opad igen, jeg fik en flok venner. Vi startede et band. Jeg kunne nu dele mine interesser for musik, med folk jeg samtidig kunne kalde venner. Det var fedt at være en del af noget, fedt at være til. Sådan rigtigt. Jeg har fået en omgangskreds i min hjemby, en flok unge mennesker som jeg altid kan komme til, som jeg savner og elsker, som venter på mig.
Jeg er stadig Emma. Emma Kolle Christensen,. Jeg er stadig danskstats borger, Jeg er en pige, jeg er 15 år, har halv rødt hår, brungrønne øjne og er 168 høj, jeg er den sammen, og alligevel en helt anden. Alt det er hvad verden kan se, noget jeg ikke behøver fortælle. Men her kommer lidt om mig. Jeg er en drømmer, jeg vil noget med mit liv. Jeg kan med nedskrevne sætninger, beskrive mine følelser, skrive digte, tage billeder. Jeg kan regne, stave, grine og græde. Jeg kan lytte til musik, spille musik, jeg kan slappe af. Jeg kan stoppe for rødt. Gå for grønt. Men vigtigst af alt, jeg har lært at købe en billet i bussen, lært selv at vælge hvor mine veje skal gå hen. Jeg er i udvikling, på en dannelses rejse. Jeg skal drage mine egne erfaringer. Nu søger jeg de næste skridt, fremtid, uddannelse, mand og børn. Ikke at det hele ligger lige for, for alt dette, kommer til at udspringe fra de valg jeg har taget i livet, og kommer til at tage. Jeg vælger selv.
