Jeg skrev lige lidt i JCs Dansktime.

 En tåge ligger over byen da morgnen strålerne banker ind ad vinduerne i den lille by, en stor grå sky ligger en hinde over tagene på husene og hele byen er helt død. En mand vandre ned ad hovedgaden med sin hund i snor, bagerkonen triller forbi på sin cykel hen mod bageren. Ellers er der stille, så stille at vinden føltes skræmmende og hjemsøgt. Hele byen er hjemsøgt. På en gade står en tavs ondskab og lurer op ad gaden, den står lænet med ryggen mod den høje lygtepæl. Lyset falder på ondskabens øjne, alligevel er den ikke synlig. Men hvis du en nat ved midnat vandre forbi, vil du løbe væk i frygt for at blive taget til fange. Du kan med sikkerhed gå væk, men hvis du stopper op og kigger, vil du være en evig fange. Jeg går gennem gaden, som en ånd på min daglige rute, jeg ser kun fremad, stopper ikke ved lygtepælen, men går hurtig videre. Jeg flyder gennem gaden som en ånd, min lugt ligger sig i gaderne, lugten i gaderne ligger sig i mig. Jeg er fanget her, min sjæl er placeret i dette tomrum, og lugten er min sjæl der ligger i gaderne hvor jeg går. Alt her er stille, dødt som på en kirkegård, stenet som en gravsten, og deroppe ligger kirken, mit hjem.